Matrikel nr. 5, Rosenlund

Matrikel nr. 5, Rosenlund

Matr.nr. 5, Rosenlund

Ifølge folketællingen 1787 hed fæstebonden Ole Pedersen (1731-1810). Han var gift med Margrethe Didrichsdatter (ca- 1711- ), som tidligere havde været gift med Mads Pedersen, med hvem hun bl.a. havde sønnen Peder Madsen, som skulle komme til at sætte sit præg på Dærup.

Ole Pedersen var søn af Peder Pedersen (ca.1711-1759), der boede matr.nr. 6, Pilekjærgård.

Peder Madsen var tjenestekarl hjemme på Rosenlund, hvor en tjenestepige hed Anne Cathrine.
Imidlertid fik tjenestekarlen og tjenestepigen et barn, inden de blev gift: Mads Pedersen blev født 1783, døbt 21. søndag efter Trinitatis, dvs. 9.11.1783.
Peder og Anne Cathrine blev gift 18.05.1787, fik yderligere sønnerne Peder og Ole samt datteren Ane Marie.
Den ældste søn, Mads blev fæstebonde på gården matr.nr. 2, Blåmosegaard. Han fik tinglyst fæstebrev 16.09.1825, efter at han året før var blevet gift med en datter i gården, Maren Andersdatter – det er hende, der var gift med skolelærer Jens Børre Jacobsen i Flemløse, men hvilket ægteskab blev opløst efter indsigelse fra en anden kvinde (herom andetsteds).
Mads og Maren fik vist ingen børn, men Maren havde en datter født uden for ægteskab, også med navnet Maren Andersdatter. Hustruen Maren døde i 1832, hvorefter Mads blev gift med Alhed, der var datter af Niels Jensen i Kellerhavegård. Mads døde i 1868, og Alhed drev gården videre med hjælp fra en gårdbestyrer. En anden, ældre tjenestekarl, Niels Rasmussen købte gården på auktion i 1877, blot for et års tid senere at sælge jorden fra, og gården blev nedbrudt.
Den næste søn, Peder blev fæstebonde på Kellerhavegård, da han 21.04.1820 blev gift med enken i gården, Maren Jeppesdatter. Han var da 32 år, og hun var 40 år, efter at hun som 18-årig var blevet gift med Niels Jensen i Kellerhavegård. Hun havde fem børn med sin første mand og en søn med Peder, og det blev denne søn, Niels, der overtog Kellerhavegård. En af de fem var ovennævnte Alhed, dvs. Peders steddatter blev gift med Peders bror.
Da Niels Pedersen døde, blev gift med en Jørgen Gormsen, og efter hans død overtog Niels’ søn, Peder Nielsen Pedersen Kellerhavegård, hvorefter den solgtes ud af slægten.
Den tredje søn, Ole overtog Rosenlund. Han blev gift med Karen Pedersdatter fra Flemløse; sammen fik de 13 børn. To døtre, Karen og Kirsten blev mine tipoldemødre; Karen blev gift med Anders Pilekjær på Pilekjærgård og Kirsten med Peder Christensen, Ebberup. En søn, Peder døde på Augustenborg Lazaret efter at være blevet såret i Sønderborg 1864. De to yngste, Rasmus og Hans overtog Rosenlund efter forældrene, men solgte den umiddelbart efter. Bonde Hansen fik skøde på gården 15.06.1876. En ældre søn, Mads Peder Olsen blev gift med en enke på gården matr.nr.3, som måske overtog navnet Blåmosegård. Hans efterkommere i tre generationer ejede gården.